onsdag den 18. december 2013

Juleafslutning i billedkunst

Børnene laver de fineste fingeraftryksnisser, rensdyr og snemænd på et fælles julebillede. 
Og var fantastiske til at samarbejde ;-)




Og en lille julefilm samt madpakker med blå gruppe ;-)


              Glædelig jul fra Louise



Jeg er fææææææærdig

I kan være godt og grundig stolte af jeres børn. På de første fire måneder af skoleåret har vi nået både lejr, temauger, fritegning, kreative indsalg, matematik...og at fylde et bogstavhus. I går, tirsdag, flyttede de sidste bogstaver ind i huset. Det betyder, at den blå bog, som vi har øvet bogstaver i, nu må laves færdig. Bliv endelig ikke overraskede, hvis jeres barn har mange "huller". Vi har nemlig lavet mange andre faglige bogstav-aktiviteter end bogen.

I må gerne vise mig, når bogen er lavet helt færdig, men jeg stoler på eleverne og på jer og på, at det skal I nok få styr på sammen.

Men bogstavhuset bliver hængende. Dels fordi jeg efter nytår vil præsentere dem for 3 meget væsentlige lyde, som ikke har deres eget bogstav i det danske alfabet, men som kan hjælpe rigtig meget, når vi går i gang med at læse. Dels fordi, eleverne godt kan lide at orientere sig om lydene og deres "opgang" (gane, læbe, tunge).

lørdag den 14. december 2013

Sidste uge før ferien

Dette skoleår har taget fusen på mig, og jeg forstår ikke, at vi allerede er nået til årsskiftet. Mandag den 16/12 går vi ind i dette kalenderårs sidste skoleuge. Og den bliver næsten helt almindelig :-)

Mandag til torsdag har sølv helt almindeligt skema. Hvis jeg tidligere har udtalt, at de havde gruppelæreruge, så er det helt og holdent min talefejl. Det er kun fredag, der er anderledes, for der har Sølv mig hele dagen. Vi skal hygge, rydde op i vores kasser, spille spil, se en film og spise risalamande. De må gerne medbringe deres tasker, men de skal være TØMT for sager. Det skal kun være til at hjembringe indholdet af deres kasser. Husk i den forbindelse, at større sager som teaterscener (der står stadig to i klassen, som er lavet i værkstedsfag) og diverse fine dekortioner skal hjembringes. Ellers bliver de smidt ud i ferien.

Sørg også for - i denne uge og senest fredag - at tømme jeres børns kasser i kælderen. Og en bøn i den forbindelse: tjek, at det er jeres eget barns ting, I får med hjem. Der er flere børn, der har oplevet at miste støvler, huer, vanter, jakker m.m. den sidste tid.

Næste uge er også uge, hvor Anette Brøgger skal sige farvel til Sølv. De har været glade for hende, og jeg har nydt at kunne opdele gruppen i to ind imellem. Anette fortsætter i Fritteren og skal fra 1/4 være den voksne i den nye gruppe.

torsdag den 5. december 2013

Sundhedsplejerske

SUNDHEDSMYSTERIET
… på opdagelse med ha’-det-godt-detektiverne

Kære børn og forældre i Sølv
Så er det blevet tid til, at 0.klasserne skal have besøg af sundhedsplejersken. I 0. klasse er sundhedsplejens tilbud delt i tre forskellige indsatser:
·         Sundhedsmysteriet – en halv skoledag med fokus på sundhed og trivsel
·         Individuelle funktionsundersøgelser af alle børn
·         Individuelle samtaler for forældre og evt. børn, der har behov

Sundhedsmysteriet Mandag d. 9/12

0.kl.  får denne dag besøg af to ”ha’-det-godt-detektiver”. Vi tager sammen med børnene på jagt efter, hvad der skal til, for at børn i 0. klasse er sunde og har det godt.
Som forberedelse til dagen vil jeg bede jer udfylde de to skemaer, som børnene får med hjem i kopi. Skemaet med helbredsoplysninger bedes I forældre udfylde, for at jeg kan få et indtryk af jeres barns sundhed, trivsel og udvikling. Barnet skal have skemaerne med til sundhedsmysteriet.  

Individuelle funktionsundersøgelser Mandag d. 9/12 og tirsdag d. 17/12

Denne dag bliver barnet målt og vejet, og barnets syn og hørelse undersøges. Alle børn får en seddel med hjem med resultaterne af undersøgelserne. Hvis undersøgelserne giver anledning til yderligere tiltag, kontakter jeg jer. Ønsker I ikke at jeres barn undersøges af sundhedsplejersken bedes I give besked om dette.
Efter funktionsundersøgelserne har jeg en kort snak med klassens lærer, hvor vi drøfter både de enkelte børn og klassens trivsel generelt. Hvis I som forældre ikke ønsker, at sundhedsplejersken udveksler oplysninger med læreren, er det vigtigt, at I gør opmærksomme på det i helbredsskemaet.

Individuelle behovssamtaler
Hvis I som forældre har behov for at drøfte jeres barns sundhed, udvikling og trivsel, kan I booke en tid til en samtale med sundhedsplejersken. Samtalerne vil blive afviklet i januar 2014. For at booke en tid kan i kontakte mig pr. telefon eller mail. Samtalen kan være enten med eller uden jeres barn. Det kan f.eks. handle om:

·         Ufrivillig vandladning og afføringsproblemer
·         konflikthåndtering
·         reaktioner i forbindelse med skilsmisse, sygdom eller sorg
 
 



                                                             

Venlig hilsen
Sundhedsplejerske Louise Wille

Mail: low@norddjurs.dk   Telefon: 29634843

tirsdag den 3. december 2013

Nye venner i huset

Så er der ved at være godt fyldt op i Bogstavhuset - det hvide hus i skoven, hvor alle bogstaver hygger sig. I sidste uge nåede vi at hilse på K og U, der ankom til huset i øsende regnvejr. Så meget, at U var helt fyldt op med vand. De andre bogstaver havde helt ondt af K, fordi det ene af hans ben var knækket. I dag har vi så sagt godddag til Y, der som lille var et meget nysgerrigt V, der blev bidt af en fisk, som trak og trak, til der kom et langt ben med en slags fiskekrog for enden. Y´s gode ven, gamle G, var med til at give Y sit nye navn.

Det betyder nu, at der kun mangler 7 bogstaver, før alfabetet er fuldendt. Samtidig vil jeg introducere 3 meget vigtige lyde, der på dansk ikke er repræsenteret med sit eget bogstav, men som vi bruger rigtig meget.


tirsdag den 26. november 2013

Praktikanter i billedkunst


Hej Sølv og Gul!

Vi er Katrine og Sarah, som skal være sammen med jer fra u. 49 og frem til u. 4 (altså den første uge i Letex). Vi skal have værkstedsfag med jer og Louise.

Lidt om os, så I kender bare lidt til os, når vi pludselig dukker op:
Vi er lærerstuderende og skal have vores 3. årspraktik på Norddjurs Friskole. Vi går normalt i skole over nettet på Nørre Nissum Seminarium og har dansk, samfundsfag og (til næste år) materiale design/billedkunst som vores linjefag.
Sarah er 32 år og har to børn Pil på 1,5 og Hjalte på 4 år plus en kæreste og to katte. Hun bor i Feldballe.
Katrine er 33 år og har to børn, Max på fem år og Milo på to år, en mand, to katte, får og høns. Hun bor på en lille bondegård ved Langå.

Hvis I har spørgsmål til os, kan I skrive til os på 131489@viauc.dk (Sarah) og 141115@viauc.dk (Katrine).

Vi glæder os til at være sammen med jer i de her seks uger :)

Venlig hilsen
Katrine og Sarah

*****************************

LEKTIER

I den kommende weekend har SØLV lektier for. Sådan for alvor.

Vi har på klassen alle farvelagt to ure. Hvert af disse ure skal udstyres med tegnede visere, der fortæller, hvad tid, de er vågnet henholdsvis lørdag og søndag. I må gerne være meget præcise, så vi får så mange forskellige tider at snakke om som muligt.

De får urene med hjem senest fredag.

onsdag den 20. november 2013

Sølv bygger deres fabelagtige teater :)

Næste gang i billedkunst flytter børnenes familie endelig ind i deres festlige hjem.
Kh Louise























tirsdag den 19. november 2013

Dobbeltfødselsdag

Ganske snart får eleverne
en fødselsdagsinvitation med
hjem i tasken.

Men for at I i god tid
kan sætte kryds i kalenderen
skal I vide nu:


mandag den 18. november 2013

STOR ros

...til jeres børn. 

I dag satte jeg dem i gang med at skrive et brev. Baggrunden var, at vi har haft morgenlæsning med Gul og Hvid i en periode. Det har været hyggeligt, men fra på mandag læser vi selv. Der er altså stadig morgenlæsning, men Sølv læser for sig selv. Vi skal nemlig til at gå på jagt efter alle de småord, vi efterhånden kan.

Brevene i dag var således en "tak" til de større børn, der har læst med dem de seneste mandage. Jeg skrev på tavlen, hvad de skulle skrive, men herefter var det ren positiv overraskelse fra min og Anettes side. For alle børnene uden undtagelse og uden brok kastede sig over opgaven og lavede nogle meget fine breve, selvom der stadig er bogstaver, der er rigtig svære (æ) og bogstaver, vi slet ikke har lært (g). Først var min tanke, at vi nok ikke nåede det, men alle breve var skrevet og afleveret til børnene i Hvid og Gul inden spisetid. Imponerende.

De børn, der modtog et brev, blev rigtig glade. I Hvid udbrød de: "Neeeeej, hvor er det sødt af jer". Sølv børn var naturligvis stolte og glade. Og I kan altså også være stolte over jeres børns store arbejdsindsats.

torsdag den 14. november 2013

Forældredagene 21+22/11

Det gør mig rigtig glad at se, hvor mange Sølv-forældre, der deltager aktivt i forældredagene, både i klassen og i fritteren. Skønt med jeres opbakning. Jeg er sikker på, I får nogle skønne lærerige dage med jeres børn. Jeres børn er naturligvis vænnet til en hverdags-struktur, som I med fordel kan bruge, men det er helt op til jer, hvor strengt i vil følge den, og om I vil lave jeres helt egen struktur. 

En normal dag:
9-10.20 er der forskellige faglige aktiviteter.
10.20-10.40 laver vi gåhjemseddel og spiser. Eleverne elsker at få en historie.
10.40-10.50 sørger vi for, at alle har pakket sammen så tjanserne kan komme til, og hvis det er vådt og koldt, så går vi i kælderen og hjælper med overtøjet.
11.10 ringer vi ind med klokken og hjælper børnene af med tøjet. Nogle af dem skal have hjælp til at hænge det op, da de ikke er høje nok.
11.15 starter vi op med faglige aktiviteter.
12.35 pakker vi sammen, finder madpakker og oplæsningsbog frem igen.
12.45 skal alle eleverne have deres tasker, madkasser og drikkedunke i kælderen. Derefter skal de udenfor. Tjanserne skal laves.
13.10 er børnene på vej ind til fritter. Hvis I har mulighed for det, så hjælp lige eleverne af med tøjet igen. Særlig, hvis det er vådt.

Tjanserne er aftørring af borde efter første time, aftørring, støvsugning og skraldespand efter anden. De er rigtig gode til det, men hjælp dem især med at binde knude på skraldeposen og med at rulle støvsugerledningen op.

Tal og bogstaver

Der bor nu 15 bogstaver i bogstavhuset, og det er faktisk ret utroligt, hvor mange ord på en stavelse man kan lave af 15 bogstaver. Jeg har en ordentlig stak, som vi snart skal i gang med at lege med. Lige nu leger vi rigtig meget med lydene, og når de - og måden vi gør det på - er indlært, så kaste vi os over enstavelsesordene.

  1. Alle elever trækker et kort, hvor der står et af de bogstaver, der bor i bogstavhuset.
  2. Med sit kort skjult for andre, går man rundt mellem hinanden. Man stopper en klassekammerat, siger den lyd, der passer til bogstavet, hvorefter kammeraten siger navnet på bogstavet. Og så bytter man.
  3. Derefter finder man en ny makker.
  4. Aktiviteten tager mellem 5 og 10 minutter.
I må gerne derhjemme, når I læser sammen, lade børnene gå på jagt i de ord, I har læst/læser og se, om de kan nogle af de enstavelsesord, der indeholder de 15 bogstaver. Men i det hele taget er enstavelsesord, der ikke har skjulte lyde, en rigtig god øvelse, når I støder på nogle (vejskilte, byskilte, mælkekartoner, emballage osv).

I matematik er vi nået til og med side 30. Det betyder, at vi så småt er begyndt på andre discipliner end at snakke om cifrene og skrive dem. Vi snakker nu plus og har leget med spejling i dag, hvor vi har leget hinandens spejl - næsten som aktiviteten herover - og skulle spejle hinandens bevægelser. Snart kaster vi os over minus. Men vi giver os god tid og bruger konkreter som tændstikker, centicubes og fingre til at understøtte, da plus og minus stadig er svære begreber for de fleste.

Vi har i dag også brugt en del tid på at snakke om, at bare fordi andre børn har en anden opfattelse af, hvad der er sket i en leg eller i et frikvarter, så er det ikke det samme som, at de lyver. Qva børnenes alder er det ikke altid nemt for dem at forstå, at der findes mere end en sandhed. Vi har også snakket om, at man nemt bliver ked af det, hvis nogen kalder en for en løgner, og at det er bedre at sige, at man ser det på en anden måde. Børn i 5-7års alderen siger sjældent ting for at såre med vilje. Det er mest fordi, de ikke forstår. Derfor er det vigtigt at give dem muligheder for, hvad de kunne have sagt i stedet for.

torsdag den 7. november 2013

Hvad er klokken?

...er det rigtig gode spørgsmål, som vi har taget hul på i dag, og som vi har mindst otte forskellige svar på.

I matematikbogen har vi i dag lavet en side om klokkeslæt. Det har medført, at vi har snakket tid, givet viserne navne og har lavet siden, hvor eleverne har snakket om og tegnet det klokkeslæt, de står op, samt, hvornår de møder og slipper fra skole. 

I må meget gerne snakke om klokken hjemme. Og eftersom de fleste har digitalt ur på ovn, videomaskine, dvd, telefon, computer m.m. og måske intet eller kun et analogt ur i huset, så må I også gerne snakke om forskellen. 

Vi kommer formentlig til at arbejde med klokken igen og flere gange, så det er bare sådan noget "hygge-træning", I kan lave med jeres børn.

tirsdag den 5. november 2013

Gætte dyr - gåder

Der bor nu 12 bogstaver i bogstavhuset. Seks blå og seks røde. Alle bogstaverne har skræddersyede senge og identiteter, der skal hjælpe eleverne til at huske dem. I dag har de 12 bogstaver leget gæt-et-dyr-gåder med fem dyr, der alle kan laves ud af netop de 12 bogstaver.

1) Det er blødt og hvidt og siger MÆH
2) Det er sjovt og bor i zoo
3) Det siger miau og er blødt
4) Det lever i vand og er langt
5) Det summer fra blomst til blomst

Dermed har vi også lavet et par sider mere i bøgerne. Stort set alle børn har indhentet, hvad de nu kan have manglet på grund af ferier og sygdom.

Det er dejligt at se, at der er kommet lidt flere pennalhuse med i skole, selvom der stadig er nogle, der mangler. Huske også både regntøj og varmt tøj. Det er ved at være råt derude.

torsdag den 31. oktober 2013

Om blyanter og bøger

Jeg er fuld af forståelse for, at man gerne vil kaste sig over sine bøger med tal og bogstaver, og hvad der nu ellers er i fuld vigør i Sølv, men jeg må understrege, at det er uhyre vigtigt, at eleverne ikke laver mere, end de sider, de har fået lov at lave af mig. Mange af siderne lægger nemlig op til fælles aktiviteter, hvor idéen og fællesskabet omkring dem går lidt fløjten, hvis siderne er lavet på forhånd. Så husk det venligst: Lav ikke forud i bøgerne

Og så til blyanter. Jeg har flere gange skrevet det her, på tavlen og i fredagsbrevet. Og nu skriver jeg det igen. Det er vigtigt at eleverne har blyanter (helt almindelige eller stiftblyanter, som de selv kan "lade") med i skole. Det er ikke nok med farveblyanter eller - som jeg oplever det lidt ind imellem - slet intet pennalhus. Og når der så er kommet blyanter i pennalhusene, så skal eleverne også have hjælp til at få dem skiftet, når de er knækket eller er blevet for korte. 

tirsdag den 29. oktober 2013

Post, papir og sidehuller

Så er der kommet post i mapperne. Det er en meget særlig gang post, som er rigtig vigtig at nærstudere i disse dage. Jeg vedhæfter et foto som appetitvækker. Der er tale om en fødselsdagsfest hos Jon og Vilhelm på søndag.

Dernæst vil jeg opfordre til, at I afleverer evalueringer af skolehjemmøderne til mig senest tirsdag, hvis I altså ønsker at aflevere. Så kan jeg derefter lave en fælles opsamling af de ting, der blev talt om.




Sidst vil jeg nævne, at vi har haft fuld damp på at fylde "huller" i bogstavbogen. Der har siden lejren været mange børn på ferie eller med lang sygdom, og derfor har der kun været ganske få dage, hvor alle børn har været til stede. I dag brugte vi så timen på at fylde huller. Der er stadig enkelte børn - ganske få - der har enkelte sider, som de mangler. Hjælp jeres barn til at få lavet hullerne i løbet af denne uge og skrive bogstaverne på de bagerste sider. Altså kun de ti bogstaver, vi har haft. Der er tale om de sidetal, I kan se på foto af den grønne tavle.

torsdag den 24. oktober 2013

Vi er musestille

Et par minutter om dagen er vi musestille. Vi sidder helt stille, siger ikke noget, og så tænker vi på, hvordan vores luft kommer ind og ud af kroppen. Vi koncentrerer os om at tæmme "vindhesten"(åndedrættet), hvis det er vildt, hidsigt og voldsomt.

Efter at have gjort dette i to dage i ca 3 minutter, er der elever, der elsker det. Det giver dem ro til at få mylderet ud af hovedet, til at få støjen ud af ørerne, og til at slappe af og fordybe sig i nogle tanker. Jeg er også vild med det, for jeg ser en klasse, der koncentrerer sig bedre og er mere afslappet de første 10 minutter efter. Det bliver måske endda endnu bedre, når vi rigtig får styr på "vindhestene".

Det er en slags meditation, men dog helt på børneplan, hvor formålet er at få ro i krop og tanke. Der er ikke noget hokuspokus eller spiritualisme i det. 

lørdag den 19. oktober 2013

Uge 43 - en slags oversigt

1. Skemaændring
I har alle modtaget en mail om skemaændringer fra den kommende uge. Det har kun meget lille praktisk betydning for Sølv, hvor musik tirsdag og gruppe fredag bytter plads. Men det betyder naturligvis, at Sølv på fredag kan sige goddag til Rikke og lære hende at kende. Hun glæder sig meget. Ida fortsætter også med musik i Sølv.

2. Hyggedag fredag
For et stykke tid siden lovede jeg Sølv - og jer - at holde hyggedag/legetøjsdag i Sølv den 25/10. Det holder jeg naturligvis fast i. Men da Sølv, da løftet blev givet, havde mig hele fredagen og nu kan har mig en halv fredag, så er hygge-/legetøjsdagen blevet en smule kortere. Det er dog stadig åbent for, at små søskende kan komme på besøg i klassen, dog kun i andet modul, hvor jeg har klassen, hvis det er uden forældre. 
Legetøjsdagen betyder helt enkelt, at eleverne må have et stykke legetøj med (helst kun et), som de kan vise frem for klassen, og som de kan lege med sammen med de andre. Det er naturligvis på eget ansvar (jeg skal nok hjælpe dem med at pakke det i taskerne inden frikvarter).
Hvis der er nogle af jer forældre, der har lyst til at lave frugtspyd eller bage boller til klassen den dag, så er I meget velkomne.


3. Kort om det faglige
I de kommende uger arbejder vi videre med bogstavhuset, så vi får styr på alle bogstaverne, ligesom vi laver aktiviteter med bogstaverne. Vi går også i gang med matematikken igen. Og så sætter jeg yderligere fokus på den måde, vi er sammen på. Hvad er det, der gør os glade, hvad er det, der giver os lyst til at smile og være søde ved hinanden.

4. Skolehjem-møder
Husk skolehjemmøderne mandag og tirsdag. Det er første gang, jeg afvikler samtalerne på den måde, som jeg har lagt op til, men jeg tror, det bliver frugtbart. For at pinde jeres "mødetid" helt ud (på opfordring), så kommer her en oversigt.
Mandag   14.55-16.05      Teodora, Mille, Laura, Isabella
Mandag   15.40-16.50      Cecilie, Astrid E, FrejaLiv, Freja (afbud fra Astrid H)
Tirsdag   14.55-16.05      Anton, Albert, Victor, Martin
Tirsdag   15.40-16.50      Carl-Emil, Elliot, Vilhelm, Jon (afbud fra Sebastian)

tirsdag den 8. oktober 2013

Prøveturen vel klaret

Der var enkelte elever, der var overbevist om, at vi ALDRIG kom hjem, og at man helt sikkert kunne dø af tørst og anstrengelse på de 5km, ruten til skolernes motionsdag, er. Men alle kom hjem i live og godt humør. Ingen skader, ingen dehydreringer, måske enkelte vabler.

Vi startede dagen med morgenlæsning sammen med Hvid og Gul. Det er allerede blevet noget, som en del af børnene glæder sig til. Bagefter vandrede de tre klasser sammen ruten rundt. Nogle af børnene løb fronttrop med Brian og stoppede første gang ved 3km, hvor et par af eleverne valgte at vente på gå-holdet. Heriblandt var der 4 sølvbørn, der altså havde klaret en meget stor del af turen i løb. Næste stop var 1 km senere, hvorfra det kun var ganske få, der løb den sidste del.

Vi hyggede, snakkede, så en ræv og et pindsvin, der var kørt flade af biler, inden vi kom hjem til skolen og spise vores velfortjente madpakker. Enkelte af eleverne var så trætte, at det tog meget lang tid at spise.

Hvis jeres børn er trætte i aften, så er det helt forståeligt. De gjorde det....og de gjorde det godt, så nu glæder vi os bare til fredag.

søndag den 6. oktober 2013

Uge 41

Da mine børn og jeg gik ud for at handle i dag, kom vi forbi den smukkeste mur ved Djurslands Bank. En mur dækket af de flotteste blade, der lyste i røde, gule, grønne nuancer. Og så slog det mig: Det er efterår. Det er rigtig meget efterår, og det betyder flere ting.

FOR DET FØRSTE betyder det, at vi er i gang med den sidste uge inden efterårsferien. I denne uge skal vi i Sølv opleve noget helt nyt, samtidig med, at vi fortsætter med bogstavhuset.
Vi introducerer morgenlæsning i Indskolingen, hvor alle eleverne i indskolingen skal læse ca 20 minutter hver morgen (i hvert fald indtil vi har fundet ud af, hvad et passende tidsrum er og hvor ofte) i uge 41 sammen med en eller flere makkere. Sølvs elever er sat sammen med de større børn, som så skal læse op for dem.

FOR DET ANDET skal vi afholde skolernes motionsdag. Der har været informationer i det forrige fredagsbrev, så jeg håber, at alle har fået svar på deres spørgsmål. Men da motionsdagen er ny for Sølv og Gul (vi var på idrætscenteret sidste år, hvor Gul var de yngste), så har vi aftalt, at vi i Indskolingen går motionsruten rundt tirsdag fra ca. klokken 10. Derfor er det rigtig vigtigt, at de har sko med tirsdag, som de kan gå omkring 5 km i. Formålet med gå-turen er, at de kender ruten og bliver trygge ved den, selvom de på selve dagen naturligvis kan følges med voksne.

FOR DET TREDIE betyder det, at der er ferie lige om lidt....det gik godt nok stærkt, jeg synes først lige, vi er kommet fra sommerferie.

FOR DET FJERDE betyder det, at vi har skolehjemsamtaler snart. Tjek indlægget her eller i jeres børns postmapper.

FOR DET FEMTE er der noget med vejret. Det er nu de lunere jakker skal med, de lunere sko, huer og vanter. Det kommer til at fylde i kælderrummene, men det vi er begyndt at få børn ind, der fryser for meget til at være ude, fordi de ikke har varmt nok tøj med. Vi vil jævnligt gå med dem i kælderen - særligt på våde dage - og hjælpe dem med tøjet. Det er ikke altid nemt med lynlåse, remmer og andet, når man er 5-6-7 år.

Mange hilsner på en smuk søndag.

onsdag den 2. oktober 2013

Ja, vi har fået stole

I erkendelsen af, at der er flere børn, der ikke bryder sig om at sidde på gulvet (har for lange ben, har svært ved at rejse sig, synes, de "falder" sammen) har jeg nu placeret 4 borde og 18 stole i sølv. De små borde er der stadig. I hvert fald som arbejdsborde, men måske flytter jeg nogle af dem.

tirsdag den 1. oktober 2013

Skolehjemsamtalerne efter efterårsferien

Det kan synes som "der er længe til", men det er der faktisk ikke. Vi har nemlig en efterårsferie imellem, og hvis alle skal have tid til at planlægge sig frem til datoer og tider herunder, så er det rart med lidt tid at løbe på, ikke sandt?

Skolehjemsamtalerne holdes en smule utraditionelt. Dette skyldes, at skole og hjem for mig også handler om det fællesskab skolen og hjemmet, hjemmene imellem og eleverne på skolen, er. 

Således afholdes de individuelle samtaler som korte møder, og midtvejs er der et fællesmøde for henholdsvis pigerne og drengene. Forud for fællesmødet og efter fællesmødet er der en aktivitet for de forældre, der er indkaldt til møde i den pågældende blok.

DET VIL SIGE: At skal man have sin individuelle samtale i f.eks. BLÅ BLOK, så skal man være på skolen 5 minutter før første samtale i blokken, så man kan få introduktion til blok-aktiviteten. Sammen med sin blok laver man en fællesopgave med de andre forældre i samme blok. Desuden skal man sammen med alle de andre forældre, der er indkaldt den dag, holde fællesmøde (det vil sige alle pigerne den ene dag og alle drengene den anden).

Man kan bytte tider indenfor sin egen blok, men ikke mellem blokkene eller mellem dagene.



21. oktober – pigerne

22. oktober - drengene
15
Teodora
15
Anton
15.10
Mille
15.10
Albert
15.20
Laura
15.20
Victor
15.30
Isabella
15.30
Martin
15.40
FÆLLESMØDE
15.40
FÆLLESMØDE
16.10
Cecilie
16.10
Carl Emil
16.20
Astrid E
16.20
Elliot
16.30
Astrid H
16.30
Vilhelm
16.40
Freja Liv
16.40
Jon
16.50
Freja
16.50
Sebastian

Fire bogstaver i huset

Så er der flyttet endnu et bogstav ind i vores flotte bogstavhus, hvor der nu bor 4 bogstaver.

S snor sig som en slange, og først blev i og o så bange, at de gemte sig bag lange lige l. Faktisk blev i så bange, at den tabte sin prik. Men s fortalte, at den slet ikke var spor farlig.

Børnene har snoet sig som et s henover gulvet og lavet side 42 i deres bog. Vi har snakket om, hvordan s føles inde i munden, og hvordan bogstavet lyder. Og så er s flyttet ind i bogstavhuset lige ved siden af l i tunge-opgangen.


onsdag den 25. september 2013

Omsorgsdage

Jeg har to omsorgsdage om året (et par år endnu), og dem har jeg i år valgt at placere fredag den 27. september og mandag den 30. september. Udover, at jeg ikke er på skolen, er det faktisk ikke muligt at træffe mig hverken på tlf eller mail i perioden.

Anette Brøgger er fortsat i Sølv, som hun plejer, ligesom der er en god bekendt af klassen på som vikar.

tirsdag den 24. september 2013

Hvor langt er vi lige

Vi arbejder flittigt i "Daglig Dosis Start", men tager den med så tilpas meget ro, at alle når at forstå, ligesom vi har masser af relevante øvelser ved siden af bogen. Vi snakker rigtig meget om lydene, hvor de sidder i munden, hvor de sidder i ordene, osv.

L og O er flyttet ind i vores fine bogstavhus, og i dag har et par af eleverne forklaret for Jon, der er hjemvendt fra ferie, hvad bogstavhuset er for et. Det klarede de rigtig godt, så det virker til, at de fuldstændig forstår konceptet.

I "Start"-bogen har langt de fleste nu lavet nedenstående sider, men I må gerne tjekke. Der kan være sygedage, feriedage og fridage, der har lavet lidt huller. Siderne er 1+2+28+29+34+35.

fredag den 20. september 2013

Børnebio

Så er der folder fra biografen. Alle børnene kan nu tilmelde sig børnbio. Der er 5 film i løbet af skoleåret, og det plejer at være enormt hyggeligt. Skynd jer at læse folderen, for der tilmeldingsfrist meget snart.

torsdag den 19. september 2013

Der er en ny bog MED BOGSTAVER

Så har vi kastet os over bogstaverne. I mandags gik vi i gang med at lave et "bogstavhus" og det er blevet mægtig flot. I dag har vi så taget hul på en ny bog og lavet de første to sider. Vi har også læst om de to første bogstaver "l" og "o" og sagt deres lyde. De næste dage arbejder vi mere med disse to bogstaver. 


onsdag den 18. september 2013

Vigtigt

En gang imellem er det kolde kontante fakta, der smides på bloggen. Sådan er det i aften. Der er et par ting, der er MEGET vigtige at huske.

1. Samtalesedlen. Der er stadig 4-5 stykker, der ikke har returneret en udfyldt seddel. Alle børn har haft en med i deres postmapper den seneste måned. Sedlerne er vigtige, fordi jeg skal bruge dem som udgangspunkt for skolehjemsamtalerne næste måned. 

2. Drikkedunke. Der er stadig børn, der ikke har drikkedunke, eller ofte har glemt den. Det betyder, at fritterens i forvejen svindende arsenal af kopper bliver endnu mindre, opvasken endnu større, og at der skal lægges ekstra kræfter i for at have rene kopper nok til frittermaden.

3. Gennem kælderen. Huske at gå gennem kælderen om morgenen og om eftermiddagen (altså ved ankomst og afgang). Det er vigtigt i forhold til, at børnene ved, hvor deres overtøj og sko er, og det er for at begrænse indslæbet af skidt på vores gulve. Anette og jeg har tilbragt tid med børnene i kælderen for at lære dem at tage sko og tøj på - nu hvor den kolde tid er på vej - og det er altså nemmere, hvis deres ting er samlet der og ikke placeret ved forskellige indgangsdøre.

tirsdag den 17. september 2013

At øve sig

Selvom de er små i 0., så er de ihærdige og vil rigtig gerne øve sig. En del af dem har spurgt, om de ikke snart skal have lektier for. Lad mig med det samme her sige, at lektier ikke er noget, jeg gør det store i. Til gengæld gør jeg rigtig meget i "at øve sig". Det skyldes min generelle holdning til lektier, men især, at når man er 5-6-7 år, så skal skolen ikke blive et pres. Det skal helst være sjovt.

Min generelle holdning til lektier er, at de elever, der når alt i timerne, også er de, der har lettest ved lektier. De elever, der har svært ved at nå det, de fleste andre når, i timerne, er de, der har sværrest ved at læse lektier hjemme. Særlig den sidste gruppe har brug for, at der er en lærer, der kan hjælpe dem med de opgaver, som læreren mener er vigtige. Lektier er for denne gruppe ofte en slags "tvang" eller "straf". 

Men det er ikke det samme som, at man ikke skal lave noget hjemme. Det skal man. Meget gerne 10 minutter om dagen i den alder, som sølv har nu. Hvis motivationen er til mere, så klø endelig på så længe, det er sjovt. Igen: Så længe, det er sjovt.

Øvelse hjemme kan for eksempel være at snakke om tallene i nummerplader, husnumre, priser på varerne i Fakta, tallene på tv-kanaler, bogstaverne i nummerplader, lave pandekager formet som vokaler, gå på jagt efter et bestemt bogstav i en tilfældig tekst (hvor mange a´er kan du finde på bagsiden af mælkekartonen). 

Men øvelse hjemme er også at man læser med sit barn. I 0. klasse er det den voksne, der læser. Gerne 10-15 minutter om dagen. Og helst, mens man sidder med barnet, så barnet kan se de bogstaver, som sammen giver den tekst, den voksne læser. Giv jer tid til at snakke om, hvad teksten handler om. Det er bedre at fordybe sig i 1 side end at piske gennem 20. Og hvis barnet spørger: "Hvor står det der, du lige sagde", så vis dem det.

Håber I får nogle hyggelige øve-stunder sammen.
Gitte

tirsdag den 3. september 2013

Fra tavle til blog

Fra tavle til blog

Næsten hver dag skriver jeg og de andre lærere i Sølv små beskeder eller informationer på den sorte tavle i klassen. Jeg ved, at mange er jer læser det, der står. Men for at vi kan se, om dette forum virker, så vil jeg forsøge at viderebringe de samme informationer her.

POST: I mandags blev der lagt post i elevernes postmapper. Et par elever fortalte, at de havde glemt deres mappe hjemme. Det er vigtigt, at postmappen er i tasken. Den seddel, der blev lagt i, skal I alle nå at læse i denne uge og returnere underskrevet. Det er proforma, men det handler om, at vi lige nu kører et lille cykelemne, hvor I skal godkende, at de deltager i en landsdækkende konkurrence. De behøver hverken have cykler eller cykle til skole for at være med. 

PENNALHUS: Der er mange børn, der ikke har almindelige blyanter i deres pennalhuse. Det er en nødvendighed, da de ikke skal skrive med farveblyant i deres bøger (de kan ikke viskes ud ret nemt, og slet ikke, når man kun er 5-6 år). Nogle børn (en håndfuld faktisk) havde ikke noget pennalhus med. 

HÅNDKLÆDER: Til idræt i mandags blev det konstateret, at en del børn manglede håndklæder. Vi har en politik om, at alle børn skal i bad, med mindre andet er aftalt med idrætslæreren. 

MATEMATIK: Vi har lavet side 5 i matematikbogen. Man må gerne lave denne og de foregående sider hjemme, hvis barnet enten har været syg eller har haft glemt sin bog.


torsdag den 29. august 2013

Efter fælleslejr

Kære Sølv

Hermed denne lille tekst for at takke jer for en fantastisk fælleslejr. Jeg er meget imponeret over, hvor gode I er til at være på lejr. I var gode i jeres familiegrupper, I var gode til at lege, når I ikke vidste, hvad I skulle lave, I passede godt på hinanden og I gav den fuld gas under kampråb og sang. Og når I skulle sove, så var I hyggelige og nemme. Jeg tror, der ligger mange fantastiske lejre foran os. 

Og til jeres forældre: I kan være rigtig stolte af jeres børn. Det oversteg langt mine forventninger, at 15 børn sov på skolen den første dag og 13 den næste. Det er rigtig flot. De har allerede lært rigtig meget om at være på lejr, og de forskellige familiegrupper har sagt pæne ting om, hvor dejligt det var at have dem i gruppen.

Der kan meget nemt være mistet ting og sager i løbet af lejren, men disse ting plejer at dukke op henad vejen.

Endnu en gang tak for lån af jeres børn. Det har været en kæmpefornøjelse.

Gitte.

torsdag den 8. august 2013

Velkommen til et nyt skoleår

Kære elever og forældre.
Velkommen tilbage til skoleåret efter en forhåbentlig skøn sommerferie. Jeg glæder mig til at høre om jeres oplevelser.

For første gang har Sølv fået et egentligt skema med deres fag, møde- og sluttimer. Men vi lægger ud med 3 uger, hvor skemaet er opbrudt. Herunder følger det særlige opstartsskema for Sølv.

Nogle af jer har bemærket de små borde og siddepuder i klassen. Og ja, det er sådan, de kommer til at sidde i klassen. Det giver en mere fleksibel og børnevenlig "siddeposition" at børnene kan flytte rundt på sig og ikke fristes til at vippe på stolen. Bordene er lavet af RØD sidste forår som led i et geografi-historie-dansk-natur/teknik-værkstedsforløb.

Vi ses mandag den 12. august klokken 16.
Gitte.

OPSTARTSSKEMA
UGE 33
Mandag: Velkomstaften fra klokken 16 til ca. 17.30
Tirsdag: Gruppelærerdag fra 9-12.45
Onsdag: Almindeligt skema
Torsdag: Almindeligt skema
Fredag: Almindeligt skema

UGE 34
Mandag: Gruppelærerdag fra 9-12.45
Tirsdag: Familiegruppedag fra 9-12.45
Onsdag: Familiegruppedag fra 9-12.45
Torsdag: Familiegruppedag fra 9-12.45
Fredag: Familiegruppedag fra 9-12.45

UGE 35
Mandag: Familiegruppedag fra 9-12.45
Tirsdag: FÆLLESLEJR med overnatning og aktiviteter
Onsdag: FÆLLESLEJR med overnatning og aktiviteter
Torsdag: FÆLLESLEJR
Fredag: Familiegruppedag fra 9-12.45