torsdag den 14. november 2013

Tal og bogstaver

Der bor nu 15 bogstaver i bogstavhuset, og det er faktisk ret utroligt, hvor mange ord på en stavelse man kan lave af 15 bogstaver. Jeg har en ordentlig stak, som vi snart skal i gang med at lege med. Lige nu leger vi rigtig meget med lydene, og når de - og måden vi gør det på - er indlært, så kaste vi os over enstavelsesordene.

  1. Alle elever trækker et kort, hvor der står et af de bogstaver, der bor i bogstavhuset.
  2. Med sit kort skjult for andre, går man rundt mellem hinanden. Man stopper en klassekammerat, siger den lyd, der passer til bogstavet, hvorefter kammeraten siger navnet på bogstavet. Og så bytter man.
  3. Derefter finder man en ny makker.
  4. Aktiviteten tager mellem 5 og 10 minutter.
I må gerne derhjemme, når I læser sammen, lade børnene gå på jagt i de ord, I har læst/læser og se, om de kan nogle af de enstavelsesord, der indeholder de 15 bogstaver. Men i det hele taget er enstavelsesord, der ikke har skjulte lyde, en rigtig god øvelse, når I støder på nogle (vejskilte, byskilte, mælkekartoner, emballage osv).

I matematik er vi nået til og med side 30. Det betyder, at vi så småt er begyndt på andre discipliner end at snakke om cifrene og skrive dem. Vi snakker nu plus og har leget med spejling i dag, hvor vi har leget hinandens spejl - næsten som aktiviteten herover - og skulle spejle hinandens bevægelser. Snart kaster vi os over minus. Men vi giver os god tid og bruger konkreter som tændstikker, centicubes og fingre til at understøtte, da plus og minus stadig er svære begreber for de fleste.

Vi har i dag også brugt en del tid på at snakke om, at bare fordi andre børn har en anden opfattelse af, hvad der er sket i en leg eller i et frikvarter, så er det ikke det samme som, at de lyver. Qva børnenes alder er det ikke altid nemt for dem at forstå, at der findes mere end en sandhed. Vi har også snakket om, at man nemt bliver ked af det, hvis nogen kalder en for en løgner, og at det er bedre at sige, at man ser det på en anden måde. Børn i 5-7års alderen siger sjældent ting for at såre med vilje. Det er mest fordi, de ikke forstår. Derfor er det vigtigt at give dem muligheder for, hvad de kunne have sagt i stedet for.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar