lørdag den 31. januar 2015

Pigefodbold

Pigerne fik i går, fredag, en seddel med hjem om pigefodbold. Der er tilmelding mandag. Jeg håber, vi i år kan stille et hold, og at en eller flere af jer pigeforældre har lyst til at stå for holdet.

torsdag den 29. januar 2015

Særligt skema i uge seks

Vores mellemtrin holder emneuge i uge seks, og derfor er der små ændringer i Sølvs skema i næste uge.

Ændringen gælder skemaet onsdag, hvor Sølv i stedet for billedkunst har matematik. De får således et ekstra modul matematik i næste uge.

onsdag den 28. januar 2015

To festlige datoer

👑🎶🎉
Der er simpelthen fest på programmet det næste stykke tid.

Den 19/2 (torsdag) holder vi fastelavn for hele skolen. Program følger i fredagsbrevet i næste uge.

Den 6/3 (fredag) er der disco-fest for Brun, Sølv, Gul og Hvid, og Blå gruppe kommer og hjælper. Nærmere information følger.

Men sæt kryds i kalenderen og symaskinen i stikket, for nu skal der laves kostumer 😀

I dag i billedkunst

Først og fremmest blev vi færdige med de sidste træer i ler. Børnene ælter, udhuler, former og trykker de fineste former af forskellige træer.
Se billeder nedenfor ...





Men!
I dag har været alt for larmende. Vi har haft en lang periode i billedkunst, hvor Sølv har været rigtig dygtige til at overholde de regler, der er, for at vi kan arbejde godt sammen.
Som at gå stille og roligt op til lokalet, sætte sig på sin plads, huske på rødt og gult kort. 
Alt det var virkelig svært idag. Næsten for alle. 
F.eks. vil man rigtig gerne SELV høres og ses. Også selvom jeg taler med andre børn. Det gælder størstedelen af klassen. Hvis ikke jeg lige hører eller ser - eller stopper min samtale med de andre, råber man lige mit navn ...lidt højere. 

Der kan også opstå uro, når vi skal rydde op. Sådan er det. 
Men! Uroen skal ikke komme af, at man begynder at græde, fordi man skal rydde op. Det er Sølv blevet for store til, mener jeg! Derudover er der de lidt for kække bemærkninger. Her handler det nok mest om at prøve sig selv af i gruppen, men det skaber uro og en negativ stemning.

Jeg vælger at skrive det her, for det er ikke kun enkelte. Det er flere. 

Tal gerne med jeres børn derhjemme om hvordan det gik i billedkunst idag - for de endte med at have en skrap Louise ;-)

Kh Louise

onsdag den 21. januar 2015

'Portrætter'

Vi har nu endelig fået færdiggjort og signeret vores portrætter. Opgaven var, at man kunne forsøge at tegne sig selv som man ser sig selv - eller som man drømmer om at se ud. Jeg synes, hver eneste tegning rammer lige i hjertet. Smukt Sølv!
Kom op og se dem - de hænger i klassen ;-)

Kh Louise








søndag den 11. januar 2015

Gummistøvler og cykelslanger VIGTIGT

Jeg vil i den kommende uge snakke med børnene om følgende emner, men jeg vil også gerne have, ar I taler om det hjemme. Ikke fordi jeg på nogen måde har en fornemmelse af, at Sølv er involveret, men for at afdække, om de har set noget og kan hjælpe os med at opklare det.

Der er flere elever (5 stk) der i kælderen har fået hældt vand i deres støvler. Udover, at det er virkelig træls med våde støvler, så er det væmmeligt for at barn at opleve det, fordi det er nærliggende at tro, at en eller anden ikke kan lide én. For os voksne er det vigtigt at finde ud af, hvem der har gjort det, så vi kan snakke med det/de barn/børn om, hvor ked af det, de andre bliver over det, de selv synes er lidt sjov og ballade.

Der er efterhånden også en håndfuld børn, der har oplevet at få punkteret deres cykler i cykelskuret. Cykelskuret skulle gerne være et trygt sted for vores cykler og har været det indtil nu. At pifte en cykel kan virke som en narrestreg, men igen er det utrolig træls og ubelejligt for dem, det går udover, ligesom man i længden godt kan blive træt af at lappe cykel. Her er det vigtigt at få talt med børnene om, hvor meget arbejde, det giver. Personligt er jeg helt afhængig af min cykel, og hvis nogen pifter den, så skal jeg med to børn og ofte fem tasker gå knap fire km. Måske kan den sammenligning give perspektiv. Opfordringen er derfor også, at vi får snakket med de børn, der har gjort det, så hvis sølv har set noget.....

Normalt opfordrer jeg ikke til at "sladre" om nogen, men her er der ikke tale om sladder. Her er der tale om narrestreger, der fører stor irritation med sig.

onsdag den 7. januar 2015

Matematik på fredag

I matematik arbejder vi med det nye emne: Tænk og tegn.
På fredag skal vi arbejde med s. 72, hvor børnene skal lave forskellige figurer på sømbræt.
Til Ipad findes der en rigtig god gratis app: Geoboard, som jeg vil anbefale. Prøv den gerne lige med jeres barn. Dem der har mulighed for det må meget gerne tage Ipad med Geoboard installeret med på fredag.
Jeg har almindelige sømbræt med, som børnene også rigtig godt kan lide at bruge.
Vh.  Lise Lotte


Nyt spændende forløb

I morgen, torsdag starter vi et nyt spændende forløb om to alfer og deres oplevelser i et fantastisk land fyldt med farver, glæder, farer og venskab. Vi skal læse, snakke, forstå tekster, lege med bogstaver, være magiske og lave teater.
Der er tyve kapitler i forløbet, og derfor vil der næsten hver fredag resten af 1. klasse komme et læsestykke med hjem i en plastiklomme. I lommen er der en elevtekst, som barnet skal øve sig på, gerne med hjælp fra mor og/eller far, samt en voksentekst som er den, jeg læser på klassen, og som I gerne må læse hjemme også.
Teksten skal være øvet til mandag. Jeg er klar over, at det er øvelser i weekenden, men da vi også øver os her både fredag og mandag, så er det ikke den store ulykke, hvis man ikke lige når det altid. Kapitlerne kan også sagtens læses sammen efter at de er øvet på klassen mandag. Men brug dette som en oplagt mulighed for at få øvet læsning med jeres barn.

Forløbet hedder: Pelle Pamfilius og Molly Morgenfrue.