Så er vi igang igen, og det var en fornøjelse at være sammen med Sølv igen. I dag har de fået nye pladser, og vi har snakket om de næste fem uger. Blandt andet har vi snakket om Letex, som de virker til at glæde sig til.
Ganske kort er Letex en gammel friskole-opfindelse, hvor man i tidernes morgen producerede Legetøj og Tekstiler (Le-Tex). Siden er der kommet mere variation i udbuddet af virksomheder. Således er der i år både værksted, fotogalleri, tekstværksted og medie/musik. I morgen får alle eleverne i Sølv en Letex-avis med hjem, hvor I kan få et overblik over, hvilke virksomheder, der er.
I må meget gerne hjælpe dem med at læse avisen og snakke om, hvad der kunne være spændende, men jeg laver også nogle aktiviteter med dem i morgen, hvor vi får snakket om fordelene ved de enkelte virksomheder. De skal aflevere et afkrydsningsskema torsdag, så de skal have avisen med i skole igen. Jeg laver skemaet sammen med dem.
I de to uger, hvor Letex finder sted, skal de ikke have madpakke, skoletaske, gymnastiktøj eller andre sædvanlige ting. De skal bare huske dem selv og godt humør. På deres virksomhed tjener de penge (Letex-dukater) som de kan købe mad i Letex-landets kantiner og caféer for. Et par af eleverne var lidt nervøse for, om man fik noget at spise, hvis man f.eks. bliver fyret og ikke får løn. Jeg understregede for dem, at vi nok skal være søde, og at der ikke har været indskolingsbørn, der nogensinde har sultet. Tværtimod.
Letex finder sted hver dag i de to uger fra 9-12.45, hvorefter der er Fritter som vanligt. Vi slutter af med en stor Letex-fest lørdag den 1/2 (obligatorisk skoledag), hvor forældre, bedsteforældre, venner og bekendte, samt fuldstænding ukendte, kan komme forbi og nyde virksomhedernes produkter, købe løs og bare hygge med andre forældre. Det plejer at være en dejlig dag.
Jeg glæder mig rigtig meget til de to uger i Letex-land. Ligesom Sølv er det nemlig første gang, jeg prøver det. Sidste gang, der var Letex på Friskolen var i december 2008, og der var jeg på barsel. Dengang var den yngste gruppe Rubin, som er Sølvs storevenner. Da jeg nævnte det, synes Sølv det var sjovt at tænke på, at Rubin har været lige så små som dem :-)
Hvis I har nogle spørgsmål eller bekymringer omkring Letex, så kom endelig til mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar